På det bæredygtige arbejdsmarked har vi kortere arbejdstid end i dag

Referat fra DM-webinar den 4. juni 2020

Samfundsøkonom og professor emeritus fra RUC, Jesper Jespersen, gav den 4. juni 2020 sit bud på, hvordan fagforeninger og politikere sammen kan sikre at fremtidens arbejdsmarked bliver bæredygtigt ved bl.a. at nedsætte den almene arbejdstid.

Oplægget var online, DM faciliterede, og vi i MBOS arrangerede og skabte rammer for den efterfølgende debat. Spørgelysten blandt deltagerne var ivrig, deltagertallet højt, og Jespersen foreslog derfor, at han kunne besvare de spørgsmål, der ikke blev tid til at besvare under oplægget, på skrift.

Vi bringer her hans svar, som vi har skrevet sammen med vores egen opsummering af hans oplægs hovedpointer.

Nedsat arbejdstid i et historisk tilbageblik

Historisk set er den almene arbejdstid blevet nedsat i større ryk. Fra slutningen af 1950erne er arbejdstiden for fuldt beskæftigede faldet med 25 %.

Mens det samlede antal arbejdstimer altså er er faldet, er antallet af beskæftigede siden 1960erne steget og arbejdet er blevet mere ligeligt fordelt mellem kønnene.

Til trods for dette fald i arbejdstimer er vores BNP (i mængder) i samme periode vokset til det tredobbelte. Således er den gennemsnitlige dansker blevet 2,5 gange mere velhavende, end de var i 1960erne. Det skyldes især den øgede produktivitet. Jespersen fremhævede, at vi altså ikke har vist os at være blevet fattigere af at arbejde mindre, så længe at vores arbejde er blevet mere effektivt.

I forlængelse af denne konstatering, foreslog Jespersen, at vi kan gøre arbejdsmarkedet mere socialt og menneskeligt bæredygtigt, hvis vi kæmper for at de, der har jobs, arbejder færre timer. Det vil bl.a. frigive jobs til de mange, der ellers ville stå uden for arbejdsmarkedet, og samtidig lette den nuværende arbejdsmængde for grupper, som f.eks. fuldtidsarbejdende familier med mindre børn, der ofte oplever at være pressede på tid.

Det er nu længe siden, vi har set ændring i den almene arbejdstid. De seneste 30 år har den almene arbejdstid ligget på 37 timer for fuldt beskæftigede. Faldet i den almene arbejdstid fra 1960erne og frem til 1990erne er sket gennem overenskomster og politiske beslutninger. Det kan vi mobilisere en vilje til at gøre igen.

Mulighederne for at realisere visionerne om nedsat arbejdstid

Jespersen beskrev, hvordan Danmarks BNP, ifølge Det Økonomiske Råds fremskrivninger, vil stige med 200 milliarder i 2025. Det kan siges at være en kraftig vækst. Dette regnestykke er lavet på baggrund af en uændret økonomisk politik, hvor særligt det private forbrug forventes at stige mest. Det underliggende basisscenarie i Det Økonomiske Råds fremskrivninger indebærer, at det private forbrug stiger med 2 % om året.

Når det handler om BNP, er afstanden mellem de traditionelle regnemodeller og virkeligheden imidlertid kun blevet større og større. En stigning i BNP betyder for eksempel ikke, at kvaliteten af arbejdet øges. Og i lyset af klimakrisen er det særligt vigtigt at huske, at et øget privat forbrug langt fra udgør en entydig positiv udvikling. Dertil kommer, at vi med vores nuværende velstandsniveau ikke bliver lykkeligere af at få flere penge.

En løsning, Jespersen foreslår, er at skære ned på vores forventede BNP-stigning og i stedet vælge lavere arbejdstid. Det vil føre til langsommere og dermed, mener Jespersen, mere ansvarlig vækst. Vækst skal ikke sættes i stå, men den skal være intelligent og socialt retfærdig på en måde, der ikke er adresseret i de traditionelle økonomiske modeller, hvor bl.a. ulighed antages at øge en, ifølge disse økonomiske modeller, ønsket vækst.

Selvom det ofte italesættes som sådan, findes der ikke en ”nødvendig” økonomisk politik, men der findes politiske valg af økonomisk politik, fremhæver Jespersen.

Den bæredygtige omstilling

Jesper mener altså ikke, at der må næres for store forventninger til, hvad de nuværende samfundsøkonomiske regnemodeller kan sige om fremtiden. Han mener især, at vi akut mangler modeller, der ikke bare måler på traditionelle parametre som beskæftigelse og betalingsbalance, men som også medregner belastninger af klima, miljø og hvad der deraf kan følge af reduceret produktion og velfærd.

Jespersen mener blandt andet, at en såkaldt ’intelligent produktion,’ og herunder vækst, skal tilrettelægges således, at udledning af drivhusgasser og brugen af miljøbelastende stoffer reduceres år for år efter et på forhånd fastlagt skema, der sikrer nuludledning og nul-ikke-cirkuleret affald i 2050.

Især den fortsat stigende produktivitet fremhæver Jespersen som det, der kan sikre både en bæredygtig produktion og omsættes til nedsat arbejdstid.

Hvad skal der til for at opnå kortere arbejdstid?

Omtrent 46-47 % af beskæftigede danskere ønsker nedsat arbejdstid i dag. Det har vi som samfund råd til. Det er anerkendt, at produktiviteten pr. arbejdstime vil øges, når den ugentlige arbejdstid nedsættes.

En overgang til f.eks. en 30-timers arbejdsuge kunne ske over et par årtier, foreslår Jespersen. Det vil blandt andet give tid til, at vi politisk også kan sikre, at den øgede tidsmæssige fleksibilitet, det kan skabe, ikke udnyttes, men kommer både arbejdsgivere og arbejdstagere bedst muligt til gode. Fagbevægelsen har her en betydelig rolle at spille i sikring af en retfærdig og fornuftig proces med at nedsætte den almene arbejdstid, en rolle som den historisk har vist sig at kunne tage ansvaret for at løfte.

Dertil er der en række funktioner og jobs i den offentlige sektor, bl.a. inden for velfærd, sundhed, pleje, undervisning og vedligeholdelse, som pt. er stærkt underbemandede. Disse kunne forholdsvis let besættes med ledig arbejdskraft. Flere politiske partier har tilkendegivet, at nogle velfærdsjobs burde gives som et permanent tilbud til de, som ønsker et job, til en løn, som modsvarer dagpengeniveauet. På denne måde vil der altid være en meningsfuld ’fuld’ beskæftigelse.

Nogle ville foreslå universel basisindkomst

Jobs er en vigtig sociologisk del af vores samfund. Derfor mener Jespersen ikke at introduktionen af en universel basisindkomst (UBI) nødvendigvis er den bedste fælles løsning. I stedet foreslår han, at vi kunne arbejde for at sikre en basisindkomst alene til dem, som ellers ikke har mulighed for at arbejde. Man kunne også tænke i en mere fleksibel eller supplerende ’borgerløn’, som staten tildeler de, som vil lave almennyttigt arbejde, der ikke kan drives forretning på. Denne borgerløn kunne gøres indkomstafhængig, og anvendes supplerende op til en vis grænse som f.eks. dagpengeniveauet.