’Klimarepræsentant’ – for bæredygtige arbejdspladser

Dette årti skal stå i den grønne omstillings tegn, og det er derfor på tide, at klimaet får en stemme, ikke bare i Danmarks politiske miljø, men også på vores arbejdspladser. Vi foreslår, at DM som den første fagforening introducerer og bringer begrebet ”klimarepræsentant” med til forhandlingsbordet.

En klimarepræsentant kan synliggøre medarbejderes ønsker om at gøre deres arbejdsplads bæredygtig. Vi foreslår at DM agerer pilot, implementerer og udvikler konceptet. En klimarepræsentant i DM kan bidrage til at gøre Akademikerhuset grønnere og blive et eksempel til inspiration for andre institutioner og virksomheder.

Nedenstående er vores udkast til en funktionsbeskrivelse for den klimarepræsentant. Disse forslag er selvfølgelig blot idéer til, hvordan DM kan støtte op. MBOS-netværket hjælper gerne til med udviklingen, kvalificeringen og tilrettelæggelsen af forskellige idéer.

Klimarepræsentanten kan påtage sig at:

  • Kanalisere kollegers ønsker og ideer mht. arbejdspladsens grønne forbedringer og skabe almen opbakning.
  • Repræsentere ansatte i dialogen med ledelsen og medarbejderudvalget om grønne tiltag.
  • Udarbejde en prioriteret liste med overvejelser om de vigtigste og mest realisérbare kort- og langsigtede mål. Dette kan fx inkludere ansvarlig grøn transportpolitik, at ind-tænke bæredygtighed i arbejdspladsens ”produkt” og arbejdspladsens ressourcestrømme i daglig drift.
  • Sikre at omstillingen bliver både grøn og socialt og økonomisk bæredygtig.

Hvad kræves der for at blive klimarepræsentant:

  • Interesse i og tid til at tage ansvar for at samle en gruppe kollegaer og skubbe på den grønne omstilling på arbejdspladsen.
  • Deltagelse i introkursus + årlig opkvalificering.

DM kunne støtte klimarepræsentanten ved at tilbyde:

  • Introkursus (en ’startpakke’) 
  • Inspirationsmateriale/webside/online platform/ressourcebank/forum
  • Løbende netværksmøder med andre grønne tillidsvalgte
  • Årlig opkvalificering
  • Kontaktperson i sekretariatet

Skrevet af arbejdsgruppen ‘Bæredygtig fagforening’ i januar 2020

Skriv en kommentar