Jesper
Camill
Pernille Garde
“Min oplevelse er ikke, at medarbejdere har brug for megen overtalelse, når det gælder om at få en 4-dages arbejdsuge eller en 30-timers arbejdsuge til samme løn som nu. Men hvis vi skal have endnu flere ledere og virksomhedsejere ind på 30-timers-sporet, må vi vise, at en nedsættelse af arbejdstiden faktisk også er en god forretning. Hvis casen er tydelig, således at det viser sig, at man kan gennemføre en reduktion af arbejdstiden uden tab af produktivitet og samtidig få gladere medarbejdere, større trivsel, mindre CO2-udledning OG bedre bundlinje, så er der ikke mange forhindringer tilbage (udover mangel på mod, selvfølgelig). Jeg gør mit til at hele tiden at bidrage med mere viden på området.”
Jesper Jespersen
“Jeg vil gerne stille spørgsmålet: hvor meget ønsker danskerne egentlig, at deres private forbrug skal stige i fremtiden. For hvad er det gennemsnitsdanskeren går og mangler i sin hverdag af materielle goder? Derfor – når et flertal ønsker sig en kortere arbejdsuge er det måske den vej vi skal se? Vi har flere gange i historien fordoblet BNP, samtidig med at arbejdstiden er nedsat og vi har fået mere ferie. Vi kunne lade en betydelig del af væksten gå til øgede velfærdsydelser i stedet for forbrug. Og desuden konvertere stigningen i BNP til et mere fleksibelt arbejdsliv.”
Janne Gleerup
“Det er ikke uden grund, at krav om øget fleksibilisering historisk har været et arbejdsgiverkrav, mens fagbevægelsen har været forbeholden. Fleksibilisering har ofte ført til mere individualiseret og ufrit arbejdsliv, hvorfor fagbevægelsen modsat har kæmpet for kollektive aftaler og lige vilkår som beskyttelsesstrategi. Jeg opholder mig ved de historiske erfaringer, fordi der således er gode grunde til, at mange medlemmer kan være skeptiske overfor fleksibilisering. Men snittet på kloge nytænkte måder, kan fleksibilisering også være et kollektivt medarbejdergode og i de gode eksempler kan interesserne med arbejdsgiver være sammenfaldende.
Hvis medlemmer (og befolkningen i bredere forstand) skal tro på, at lavere og mere fleksibel arbejdstid kan organiseres, så det både er individuelt og samfundsmæssigt fordelagtigt, skal der i fagforeningen og i offentligheden kickstartes åbent nysgerrige diskussioner, som grundlæggende stiller spørgsmålet: Hvordan vil vi egentlig gerne leve? Spørgsmålet er næsten skræmmende stort og indikerer en frihed til selv- og medbestemmelse, som vi anno 2020 slet ikke er i nærheden af, men mere end nogensinde har brug for. En sådan demokratisk og nærmest eksistentiel samtale skal derfor også tages med plads til både håb, utopiske ideer og kritiske spørgsmål. Man kan studere fordele og ulemper i de forskellige forsøg der gøres rundt om i verden og plukke de vellykkede eksempler ud som inspiration til egne diskussioner og forsøg.”
Camilla Kring
“Vi kan ikke skabe forandringerne alene. Vi har brug for kollektivets accept. De faglige organisationer kan kæmpe for en ny kollektiv individualitet og en ny model, der skal erstatte 8-8-8 modellen fra 1919: 8 timers arbejde – 8 timers fritid – 8 timers søvn.
Der kunne kæmpes for:
· At vores børn kan sove til de vågner
· Senere mødetider i skolen, på gymnasier og på universiteter
· Overenskomster for A- og B-mennesker (vores forskellige kronotyper)
· Superfleksible byer (chronocities)
· At kronotyper bliver en del af EU’s Charter of Fundamental Rights.
Vi er født med en døgnrytme. Det er ikke noget, vi vælger. Derfor skal det være en menneskeret at kunne tage en uddannelse i takt med sit indre ur. Og vores arbejdsmarked skal i højere grad organisere sig efter menneskers forskellige døgnrytmer. Det er min livsmission.”
baeredygtigfagforening.dk 