Er fleksibel og nedsat arbejdstid bæredygtigt?

Pernille Garde

“Vi har i dag et arbejdsmarked, hvor godt 350.000 danskere har symptomer på alvorlig stress hver eneste dag. Det er altså mere end hver 6. på det danske arbejdsmarked. Og blandt dem er flere af dem sygemeldt i kortere eller længere tid. Det er ulykkeligt for den enkelte og ikke bæredygtigt for hverken virksomheder eller samfund. Derfor er det en bunden opgave for både virksomheder og fagforeninger at finde løsninger på dette problem. Derudover vil indførelsen af en 4-dages arbejdsuge være godt for ligestilling samt klimabelastningen: Ligestillingen, da det ofte er kvinderne der går ned i tid for at passe børnene, når de er små, og dermed misser forfremmelse, lønstigning og pensionsindbetalinger, hvilket kan få stor betydning for kvinderne når de når pensionsalderen.

Med en 4-dages arbejdsuge og færre ugentlige timer for alle, er der således grobund for en mere ligestillet fordeling af de hjemlige pligter. Og klimaet vil også vinde, da transportomkostninger og CO2 udledning til og fra arbejde vil falde, hvis man har færre arbejdsdage.”

---

Jesper Jespersen

“De hidtidige arbejdsreformer har lagt op til at øge produktiviteten og udsætte pensionsalderen for at øge væksten i BNP, hvorved produktionen ifølge finansministeriet vil være dobbelt så stor om 50 år..

Hvorfor skal stigningen i BNP forøges så meget? Hvad er det vi lige står og mangler, samtidig med at sliddet på vores planet og de arbejdende mennesker forstærkes? Hvis produktiviteten virkelig – som Finansministeriet forudsætter – fortsætter med at stige af sig selv med op mod 2 procent om året, så kunne tempoet uden vanskelighed sættes ned. Hvis produktionen kun vokser med den ene procent i form af en mere (politisk defineret) bæredygtig produktion.
Så kunne den anden procent i stedet for et øget BNP konverteres til nedsat arbejdstid – i så fald uden at mindske reallønnen.”

---

Janne Gleerup

“Den økonomiske, sociale og naturmæssige bæredygtighedskrise som i disse år spidsformuleres i erkendelse af først og fremmest de akutte klimaproblemer, kalder på radikale nyorienteringer i hele vores måde at forstå og udvikle samfundet på. Krisestrategiernes entydige fokus på optimering og vækst som redskaber til at få bugt med ubalancer er uholdbare og afmægtige svar. Mere jordnært sagt, nytter det ikke at pisse i bukserne for at holde varmen. Vi skal – for nu at parafrasere en filosofisk klassiker – indse, at vi ikke kan løse vores problemer ved hjælp af den rationalitet som har skabt dem. Vi må i stedet bruge sociologisk fantasi og gøre os erfaringer med eksperimenterende alternativer, der bygger på bæredygtighedsfølsomme grundværdier. Alsidig anvendelse af den menneskelige kreativitet til ombrydning af industrisamfundets reduktion af mennesker til forbrugende lønarbejdere er et klogt sted at starte og derfor er diskussioner af hvor meget og hvordan vi arbejder nødvendige. Faktisk er vi også nødt til at diskutere hvorfor, hvis vi skal hjælpe et større paradigmatisk skifte på vej, hvor meningen med både livet og arbejdet får et andet fortegn end den blinde forhåbning til vækst som quickfix. Det kan virke flyvsk, men konkrete eksperimenter kan gøre drøftelsen mere håndterbar og handlingsrettet. Jeg tror på initiativer nedefra – fra mennesker som reagerer på deres erfaringer og søger sammen om forandringer.”

---

Camilla Kring

“Samfundsmæssigt skal vi skabe en ny tidsarkitektur, der kan erstatte 8-16 rytmen, som stadig dominerer uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet. Bare se på trafikken på vejene og cykelstierne om morgenen og igen om eftermiddagen. En mødetid kl. 9:30 kan gøre, at du kan halvere din transporttid. Små tidsmæssige forandringer i arbejdstid og arbejdssted kan gøre, at vores arbejdsglæde og livskvalitet stiger markant. Et fleksibelt samfund er også mere bæredygtigt: indflydelse på arbejdstiden giver højere livskvalitet og en spredning af trafikken ud over et større tidsrum er mere klimavenligt.”